PRESSEMEDDELELSE 24. marts 2023 AktivPersonale, med i alt 9 afdelinger i Jylland, bliver nu en del af Danmarks største vikar- og rekrutteringsvirksomhed, JKS. Fusionen er netop blevet godkendt af konkurrencemyndighederne, og samlet set vil det nye selskab levere bemandings- og rekrutteringsløsninger fra 43 lokalt forankrede afdelinger over hele landet.
AktivPersonale og JKS har igennem to årtier drevet forretning side om side i Nord- og Midtjylland, hvor begge virksomheder har leveret vikar- og rekrutteringsløsninger til en lang række lokale virksomheder. Det har altid været med stor respekt for hinandens tilgang og kompetencer. Derfor vil fusionen på de indre linjer også blive gennemført på en ligeværdig og balanceret facon.
Den ene af AktivPersonales hidtidige ejere, adm. direktør Judi Hede Andersen, udtaler i forbindelse med fusionen: ”AktivPersonale har været mit hjertebarn siden, vi startede forretningen for mere end 23 år siden, og jeg har haft mange fantastiske oplevelser med vores kunder, medarbejdere og vikarer. Jeg starter nu på det næste kapitel i mit aktive erhvervsliv, og jeg har derfor etableret en ny virksomhed i en helt anden branche. Jeg er meget tryg ved, at det nu bliver JKS, som vi overdrager vores virksomhed til, da vi igennem alle årene har haft den største respekt for hinanden”.
Den anden af AktivPersonales hidtidige ejere, bestyrelsesformand Kjeld Nedergaard, supplerer: ”Fusionen er også et udslag af de forandringer, der sker på et stadig mere omstillingskrævende arbejdsmarked. Det gælder f.eks. krav om digitalisering, sikker håndtering af omfattende persondata (GDPR) og ikke mindst kommende bæredygtighedsinitiativer og -rapportering (ESG). Med fusionen af vores virksomheder vil vi samlet set stå endnu bedre rustet på alle disse parametre.”
Kjeld Nedergaard vil samtidig fortsætte i JKS, hvor han vil være en aktiv del af hverdagen i samarbejdet med vores kunder.
JKS’ administrerende direktør, Jesper Busk, udtaler: ”Vores to virksomheders fælles ambition er, at vi nu kommer endnu tættere på kunder og medarbejdere, og i det hele taget tættere på hele det nord- og midtjyske erhvervsliv. Vi vil i kraft af hinandens styrker og lokale tilstedeværelse skabe endnu bedre løsninger, da vi på alle områder deler de samme grundlæggende værdier og holdninger – og ikke mindst har en fælles kultur. Derfor giver det virkelig god mening, at vi nu lægger vores kræfter sammen i Nord- og Midtjylland. Sammen kan vi endnu bedre imødekomme fremtidens ønsker og krav til os som bemandingsvirksomhed. Vi er meget beærede og stolte over, at AktivPersonale har valgt at fusionere deres virksomhed med JKS, da vi altid har set dem som en virkelig dygtigt og ordentligt drevet virksomhed.”
Ved spørgsmål kan der rettes henvendelse til nedenstående:
Kjeld Nedergaard
Bestyrelsesformand, AktivPersonale A/S
Tlf. 29 62 68 11 – kjene@jks.dk
Jesper Busk
Adm. direktør, JKS a/s
Tlf. 21 41 20 17 – jb@jks.dk